Scalabygningen er måske ikke noget mesterværk, men trods alt det nærmeste, man kommer på et moderne kvalitetsbyggeri i København. Så kommunen burde tage sig sammen og sørge for at få bygningen fredet i sidste øjeblik, når fredningsmyndighederne ikke selv kan finde ud af det. Når selv en øjebæ som Nationalbanken er blevet fredet, kan fredningsmyndighederne næppe afvise en fredning.
Nedrivningstilladelsen er et af de seneste eksempler på, at den proklamerede ‘respekt for København’ ikke har noget med virkeligheden at gøre. Lokalpolitikerne fra næsten alle partier har stadig meget svært ved at lytte til borgerne, når det gælder byudviklingen. Hverken underskriftsindsamlinger, læserbreve, borgermøder, indsigelser mod lokalplaner, debat på internettet og så videre gør det fjerneste indtryk.
Jeg er led og ked af, at pengemænd og arkitekter styrer byudviklingen og får lov til at ødelægge byen stykke for stykke.
Det er på tide, at hensynet til borgerne går forud for investorernes interesser, og at arkitekterne bliver sat helt uden for indflydelse. Kun sådan kan kommunen skabe tillid til, at de mange løfter er alvorligt ment.
Arkitekter har ikke forstand på, hvilke bygninger der bidrager til de enkelte bydeles identitet og særpræg, eller er bevaringsværdige af andre grunde.
Arkitekterne er (desværre) heller ikke kunstnere, men i bedste fald gode håndværkere. De ‘toneangivende’ arkitekter er som regel klamphuggere uden sans for god arkitektur. I tidligere århundreder var de blevet rullet i tjære og fjer og kørt ud af byen.
Minimalistisk arkitektur var moderne for 90 år siden, så det er ingen nyhed, at bygninger med et simpelt formsprog er deprimerende og fantasiforladte. At der er tale om åndssnobberi ses også af, at tilsvarende byggerier i østeuropæiske storbyer bliver kritiseret voldsomt (den gamle sandhed om at arkitekter ikke vil bo i deres egne huse gælder vist stadig).
Så det skal være borgere med respekt for byen, som skal styre udviklingen, mens arkitekterne skal lukke røven blande sig udenom.
Kvalitetsbyggeri er kendetegnet ved glade farver, skrå tage, og vinduer i passende størrelser, sværere er det ikke!
Ældre industribyggeri er heller ikke pr. definition nedslidt. Hvad med lidt alsidig erhvervsudvikling til en afveksling?
Det er også på tide at stoppe lejlighedssammenlægninger og andre slags byfordyrelse, København skal ikke være for yuppier.
Det næste skridt må så være at finde ud af, hvilke forsvundne bygninger som skal genopføres (ikke nødvendigvis på den oprindelige placering). Pengene hertil skal komme fra en fond i stil med Realdaniafonden, bare styret af andre end arkitekter og pengemænd, og som baseres på frivillige bidrag.

